Nu kan jeg jo ikke svare for, hvor Naalakkersuisut mener, at de har afsat ekstra penge til området. Det fremgik ikke af det først indsendte Finanslovsforslag, andet end jordemødre, enkelte tiltag i Familiecentrene, eller måske er der noget sundhedsvæsnet gør.
Men i det store hele er det jo kommunerne der løfter den borgernære opgave, så Anton må da som ansvarlig minister og med en hær af embedsfolk sige hvor mange penge han har afsat, målrettet, til nedbringelse af seksuelle overgreb.
Det gør han ikke, det kan man jo så tænke over.
Hvordan er de ”20-50 mio. kr., som er grebet ud af den blå luft” opstået?
Jeg sagde i øvrigt til journalisten, at jeg helst så, at man afsatte 500 mio. kr. om året til en varig og massiv indsats, der involverer behandlende, evaluerende, forskningsbaserede indsatser og programmer på både forebyggelse, behandling og forskning., samt hyring af kompetencer hertil, og udviklede programmer til både skoler, politi, flere sagsbehandlere, ordentlige penge til opfølgning i kommunerne – og indhyring af kompetencer hertil, samt indberetningssystemer m.fl.
Det er jo utopisk, men 4 mio. kr. årligt er da endnu mere utopisk. Luftkastel.
Vor politik på området står i overskrifter på Samarbejdapartiets hjemmeside; men lad mig sige dette.
Der står i strategien ”Killiliisa”, at Naalakkersuisut vil:
- Sørge for information og vidensdeling.
Tjek. De 4 mio. er brugt dér til den tværfaglige gruppe af politi, MIO, sundhedsvæsen og kommune repræsentanter, samt deres arbejde. Koordinering og udbredelse af det de når frem til, samt deres arbejde indenfor denne strategi må anløbe mellem 2 og 4 mio. kr. Resten antager jeg bruges på informationskampagner o.a. i skoler, offentligt eller ad andre kanaler? Forhåbentlig. - Sørge for en god forebyggelse.
Her har vi noget meget småt, og lidt spredt fægtning på forebyggelse af seksuelle overgreb. Sundhedsvæsnet gør hvad de kan for at opspore sårbare familier, og politiet støder også på udsatte børn og unge der kan være sårbare. Men opfølgning fra overbebyrdede kommuner, sagsbehandlere o.a., lader ofte vente på sig. Samarbejdet mellem skoler, myndigheder og hjem, er der heller ikke ressourcer til. Og vi har INGEN tilbud til børn og unge med bekymrende seksuel adfærd, og INGEN tilbud til potentielle krænkere, der skal rehabiliteres.
At etablere en ordentlig, sammenhængende, og forebyggende indsats, og den viden kompetence der skal til, for at sikre effektiv forebyggelse koster som minimum 10 mio. kr. årligt, hvis man forestiller sig det som rejsehold, og jordmødre eller andre forebyggende fagpersoner, og at følge op på fagpersoners råd i øvrigt – med hensyn til sammenhæng i systemerne, mellem myndigheder osv. – det koster også i forebyggelsesindsatsen.
Samlede indsatser i skoler og dagsintitutioner og i Sundhedsvæsnet.
10 mio. kr. er lavt sat. Det kræver et højt antal af stillinger, koordinering og målrettet, kompetent viden, og ikke mindst opfølgning og evt. forskning, for at sikre en ordentlig forebyggelsesindsats der er tilpasset vores samfund. Og gerne et videnscenter – men med videnscenter er de 10 mio. kr. overskredet. Det ville kræve en særskilt bevilling.
Forebyggelse kræver en sammenhængende indsats overfor familier der er sårbare, overfor børn og unge der er sårbare, og ikke mindst en massiv indsats der når alle byer og bygder rundt, og som er vedvarende. Forebyggelse er også viden om, hvor man skal anmelde, og hvor man kan indberette bekymringer.
Det er udarbejdelse af politiker på arbejdspladser, i skoler og institutioner.
Det er undervisning i skolerne, det er opsporing, det er overvågning, det er stop for grooming – og viden om dette fænomen.
Og så skal de indberetninger og bekymringer følges op med action.
10 mio. kr. er her lavt sat til at dække alt ovenstående, men det er i store træk det vi skal:
Forebygge, forebygge, forebygge. Psyko-edukation, adfærdsændrende kampagner, og opfølgning på sagerne, forskning og følgeforskning når vi bruger nye programmer, samt løbende evalueringer bør være en del af forebyggelsen. Men for 10 mio. kr. årligt kan vi planlægge en del år frem, og tage indsatserne bid for bid.
- Tværfagligt samarbejde.
Det er en koordinerende indsats, der skal have noget pondus. De skal koordinere mellem Selvstyre, kommuner, politi, sundhedsvæsen og borgerne.
Mellem psykologer, specialiserede videns-enheder og fagfolk; f.eks. Janus-centret i Danmark, eller Rigshospitalets erfaringer med pædofile og krænkere, Politiets enheder der arbejder med gentagne krænkere osv., som kan anvendes tværfagligt og koordinere.
Det kræver i hvert fald et sekretariat med kompetent arbejdskraft. Der har vi så som minimum ca. 1 mio. kr. mere, helst ca. 2-4 medarbejdere med de rette kompetencer, og et sted de kan være. Så mellem 1-2 mio. kr.
De skal have adgang til, at kunne hyre konsulenter osv. til at hjælpe med at udarbejde rapporter som kan blive til anbefalinger, opbygge arbejdsgange osv., hvis man virkelig mener noget med det tværfaglige samarbejde. Og de kan
- Ofre og pårørende.
En nutidig, opsamlende og helhedsorienteret, fagligt kompetent behandling af ofre og pårørende, både børn og unge der seksuelt er krænket, og voksne med senfølger, samt pårørende – er en MASSIV indsats.
Uanset om man ønsker gruppe-terapi, om man ønsker individuel terapi, så kan vi konstatere, at med udgangspunkt i en kompetent behandling, med psykologer og andre fagfolk der kan hjælpe med at behandle disse ofre psykisk, og sørge for at hjælpe dem med at samle stumperne op efter et liv og følelsesliv der er gået i stykker.
Det skal gøres i 3 tempi:
Indenfor 24 timer:
Et nationalt hold, koordineret, der reagerer med hjælp, rådgivning og vejledning, samt evt. bisidderi indenfor de første 24 timer, med mulighed for kompetent vejledning i anmeldelse skal kunne kontaktes.
Indenfor 72 timer:
En handlingsplan for den første tid efter. Der vil være behov for krise-psykologer til både pårørende, ofret, vejledning i hvilke psykiske følger man kan forvente, og et krise-team man kan kontakte i de mørke nattetimer nogle måneder frem.
Rådgivende til pårørende om, hvilke reaktioner de kan forvente og råd og sparring til dem.
Samlede indsatser, og hvis der er behov for yderligere foranstaltninger som anbringelser, opfølgende anmeldelser på chikane fra krænkeren, sagsomkostninger osv., så skal der vejledes i dette og rådgives og behandles.
En sammenhængende plan for de næste få måneder bør også her kunne opridses.
Det kræver mennesker med kompetencer i psykologi, evt. PTSD og krise og sorghåndtering, jura, bevissikring, og følgevirkninger.
Ikke mindst; hvem der skal være ofrets hjælp og støtte, hvem der har ressourcer til det.
Tiden derefter:
Behandling, forebyggelse af selvmord, behandling med sigte på et godt følelsesliv, samt arbejdsliv, og uddannelsesforløb. Altså hele mennesker ud af dette.
Der kommer forhåbentlig en retssag, en dom osv. ud af dette.
I øvrigt behov for en rådgivning de kan vende tilbage til, ved store overgange i livet; start på uddannelse, dødsfald i familien, egen familieforøgelse, eller hvis de udsættes for kontakt med krænkeren.
Pris på alt ovenstående er vist allerede ved at være oppe omkring de 20-50 mio. kr. årligt i sig selv, men jeg foreslog et rejsehold til at starte med til behandlingen i hvert fald, og så krisehold til standby, når anmeldelsen sker, eller når overgrebet konstateres, og en rådgivningstelefon der har meget, meget længe åbent.
Det er i sig selv mellem 10 – 20 mio. kr. med de 3 indsatser, ud over de indsatser vi har i dag.
Lokalsamfundet inddrages
Det er kampagnepenge og rejsehold, samt udvikling af materialer til skoler og kampagner, evt. undervisning og så videre. Her vil jeg tro det kan gøres for 1-3 mio. kr. årligt, eller at man skal satse på, at resten af arbejdet således får inddraget lokalsamfundene (forebyggelse og informations/vidensdeling og undervisning og kampagner).
6. Personer med seksuelt krænkende adfærd.
Lovgivning kan vi gøre for et årsværk på et år, og efterfølgende et halvt årsværk i 1-2 år vil jeg tro, indenfor Selvstyrets egen regi.
Men indsatser for at få krænkede til at ændre adfærd er voldsomt meget dyrere. Og det SKAL til.
Dels er der fængselsstraffene. Men kønsdriftsdæmpende medicin, der i nogle tilfælde er nødvendige, eller vedvarende forløb med rehabiliterende terapi, adfærdskorrektion osv. er noget der kræver en høj specialisering og fagligt miljø, samlet i én enhed. Det koster mellem 2 og 10 mio. kr. årligt, alt efter hvor mange man vil ansætte, og hvor meget medicin man skal bruge, samt psykiatriske eller andre udredende foranstaltninger – og dermed fagpersonales mande-timer der skal sættes af.
Plus penge til evt. forskning og følge-forskning, og ikke mindst evalueringer, anbefalinger og rapporter der monitorerer fremdrift osv., ved implementering af programmer…
Så jeg sagde; man kan starte med mellem 20 og 50 mio. kr. henset til, at man skal i gang med strategien, og have samlet nogle af de kompetencer og mennesker der allerede arbejder med disse ting, i nogle lidt større enheder, med både indskud af / og output til; kompetencer og medarbejdere i kommuner, og på tværs af instanser. Man bør også lave enheder særligt til dette i Sundhedsvæsnet o.a. steder hvor det er relevant. Og sikre daginstitutioner, skoler, døgninstitutioner osv. viden om, og erfaring i, hvornår man skal råbe vagt i gevær.
Men 20-50 mio. kr. på behandling af ofrene, og evalueringer af disse erfaringer, rejsehold og krisehjælp til ofre og deres pårørende, samt informationskampagner og vidensindsamling er faktisk lavt sat.
Det var med tanke på, hvad Naalakkersuisut er villige til at afsætte de første år, at jeg sagde en ordentlig portion penge med.
Til sammenligning afsatte man i 2010 kr. 25 mio. til en særlig indsats til børn og unge, da omfanget af de problemer de små slås med, begyndte at gå op for politisk hold.
Det rakte ikke ret langt, men var en start på den årvågenhed vi har i dag, og bl.a. på MIO og andre gode, lødige instanser, der er med til at råbe vagt i gevær.
Gad vide hvad det koster vores samfund i tabte arbejdstimer, tabt uddannelse, tabte liv ved selvmord, enkelte genkrænkelser, og behandling af misbrug, behandling af kriminalitet ikke at afsætte penge massivt til de her områder?
For slet ikke at tale om den enorme pris de fleste seksuelt krænkede betaler – hver eneste dag, hele resten af deres korte, eller lange liv. I både følelser og ikke mindst livskvalitet, og indkomst?
Det er mere end 4 mio. kr. værd, og få programmer.
Vi skal have standset den her spiral. Nu.