Nu har medierne igen skarpt fokus på børne,- og ungeområdet. Denne gang i Tasiilaq, fordi en modig kvinde får råbt op om tilstandene. Tro mig, det er ikke let at gøre det, en borger gør kun dette af nød.
Lovgivningen er på plads. Vi skal selvfølgelig søge samarbejde, men der er faktisk mulighed for både at suspendere det kommunale styre, eller sikre, at afgørelser træffes i byen selv, midlertidigt, indtil kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelserne. (Link til lovgivning nederst).
Nu er det sin sag, at få 500+ sager til at gå op i en højere enhed, med socialrådgivere til at vurdere sagen juridisk, behandlingsopfølgning iværksættes, børnebisiddere skaffes, politi og skole mødes og ”redde” alle disse familier.
Det lader sig i praksis ikke gøre andet end ved en massiv indsats. Også fra familierne selv.
Det kan og må ikke blive en diskussion der trækker ud; børn har ikke selv valgt deres familie, og selvfølgelig skal vi arbejde på, at familierne ikke går i stykker, men ikke på bekostning af barnet.
Men som det lykkedes i 2013 at forhindre et totalt kollaps af justitsvæsnet i Grønland, med hjælp fra Danmark og justitsvæsnet i Grønland, der, i samarbejde nedbragte de ca. 8.000 sager der lå og ventede.
Det var ikke kønt, men effektivt.
Dengang tilkaldte man erfarne jurister og menneskerettighedspersoner til at assistere det grønlandske justitsvæsen sammen med en pose penge, der var øremærket til formålet.
Nu er børn ikke sagsnumre, men det turde være indlysende, at det er nu vi skal tilsidesætte den nationale stolthed og bede om hjælp i samarbejde med de danske myndigheder, om at få hjælpen frem til børn og unge, i kraft af massiv opbakning til at udrulle en række tiltag sammen med foreninger (NGO’ere), fagpersoner, jurister og menneskerettighedsorganisationer.
Katastrofen lurer ikke, den er en realitet for alt for mange børn og unge i dag!
Vi kan ikke blot se til. Vi kan ikke bare anskue det her, og lade det sejle. Vi er nødt til at gøre mere nu.
Her er konkret vores forslag til dette:
1) Der nedsættes en central taskforce til KUN at behandle børne,- og ungesager i hele landet.
Den skal være opdelt i 2 afdelinger:
En akut afdeling som brandslukker – dvs. behandler sager hver eneste dag, hvor børns udvikling er afgørende truet, og hvor børnene og disses forældre skal behandles akut, have krisehjælp osv. Assistance til kommunernes afdelinger der skal vurdere om sager bør reageres på, inden for 24 timer, og foranstaltninger være i værk inden for højst 72 timer.
Den anden afdeling er det lange, seje træk med at finde de korrekte behandlingstilbud til familierne, med de mere komplekse sager, som omhandler alt fra diagnosticering af børn og unge, længerevarende psykologbehandlingstilbud, misbrugsbehandlingshenvisninger, anbringelser i samarbejde – og på tværs af – kommunerne, og henvisning til f.eks. familie-lejligheder og familie-skole-ophold.
Taskforce Langvarig, må arbejde struktureret, kommune for kommune.
De må arbejde i 3 tempi:
A) Juridisk vurdering af sagen, og med barnets tarv i absolut centrum.
B) De skal kunne finde socialfaglige tiltag i hele landet og benytte disse – altså henvise til dem.
Hvor anbringelsesmulighederne er i landet, misbrugsbehandlingsmuligheder til forældre, familielejligheder etc., og mødes så med de lokale repræsentanter hver uge for at få input til sagerne – således afgørelser ikke kun beror på central vurdering, men også med inddragelse af det lokale fagpersonale der på denne måde også får den støtte de har behov for. Både skole-udtalelser, sundhedspersonale, evt. politi og domstols-afgørelser bør indgå i vurderingerne, og journaler fra kommune til kommune f.eks.
C) Henvisning og anvisning af behandlingstilbud og en tidsramme for dette.
Det forudsætter flg. ting af Naalakkersuisut og Inatsisartut:
1. At de rækker hånden ud til Danmark og danske organisationer, og spørger om, hvordan en ekstra ordinær hjælp til grønlandske børn, og fagpersoner der arbejder med disse områder kan se ud. Hurtigt.
2. At de laver en langsigtet plan for, at vedligeholde disse områder, Selvstyret og kommunerne imellem de næste 20 år.
3. At det finder behandlere der kan snakke grønlandsk, som KUN beskæftiger sig med at behandle og hjælpe de sårbare familier og børn og unge.
4. At de beslutter sig for, at inddrage f.eks. Red Barnet, som har en masse gode programmer man kan gøre nytte af til præventivt arbejde i fht. seksuelt misbrug. Eller Janus-centret i Danmark som beskæftiger sig med forebyggelse af krænkelser. Og Alternativ til Vold inviteres ind i Grønland til at tale med voldsudøverne – de præsenterede sig på Kattunneq konferencen i 2016, og har virkelig veldokumenterede resultater i hele verden. Alternativ til Vold kunne meget vel sættes sammen med mandegrupperne i landet, som har behov for opbakning.
5. At man beslutter sig for, at støtte de frivillige foreninger, og whistleblowere i landet, som fortæller om disse slags praksis, og som arbejder for børn og unge – således de er en velkommen del af indsatsen også.
6. At vi er villige til, at finde medarbejdere der ikke kan grønlandsk, men som er gode fagpersoner, til at støtte og opkvalificere fagpersonale alle steder i landet – og skaber et vedvarende og stabilt støttenetværk bestående af en langvarog central støtteenhed til dem der slås i frontlinjerne.
7. At vi er villige til, at sikre, at vore fagpersoner der selv har baggage med hjemmefra og i deres opvækst får en faglig opkvalificering i form af kursus i, hvornår de bliver triggered, og bringer sig selv i spil i forhold til de klienter de skal behandle. Altså at lære en professionel armslængde-princip til sagerne de behandler, samtidig med, at de selv modtager hjælp.
8. At vi er villige til at erkende, at det er en gruppe-indsats, og at samtaler med hele byer i forsamlingshuse, med fagpersonale til støtte – er en langvarig indsats, hvor borgerne selv får erkendelse af eget med-ansvar og selv bliver aktiver i at blive ved med at løse problemerne, indtil de er færdige med dette.
9. At vi er villige til, at lave strengere indsatser overfor seksuelle krænkere af børn og unge. De skal simpelthen ikke have adgang til børn og unge, og børn og unge skal afskærmes fra dem.
10. At vi erkender at indsatserne skal være massive, og langvarige, og tænker mere end 4 år frem – mere end en valgperiode, mere end en generation.
11. At vi erkender, at faglighed vægter højere end tilhørsforhold, og at vi er villige til at åbne os for al den hjælp vi kan få. Vi har ganske enkelt ikke uddannede nok, kan ikke rekruttere uden, erkender at lærere og fagpersoner OGSÅ har brug for støtte – og at vi ikke bliver bange fordi det er en kæmpe mundfuld at få i gang med, et massivt politisk projekt, men at vi er nødt til at starte.
12. At vi erkender, at seksuelle overgreb er seksuelle overgreb, og at vold er vold, og at omsorgssvigt er omsorgssvigt, og vi derfor kan søge vidt og bredt indenfor Rigsfællesskabet og i resten af verden, for at finde løsninger der hjælper på disse problemstillinger.
13. At de er villige til, at oprette de her taskforces.
14. At kommuner og Selvstyre giver hinanden håndslag på, at det er samarbejde omkring børn og unge der er i højsædet, og sikrer bevillinger og dækning af børnesagerne til alles tilfredshed. Hvis nødvendigt må man lave en fælles pulje, eller flytte pengene med til behandlingstilbud etc.
Der skal sættes massivt ind, og vi skal bruge vores penge bedre.
Vi mangler fagpersoner i høj grad, og socialrådgivere og andre fagpersoner der sidder rundt omkring er ved at segne under presset.
Vi har IKKE råd til, at blive ved med at overhøre det her.
Det koster menneskeliv, uddannelser, trivsel, misbrug, kriminalitet, selvmord og psykiske sygdomme. Vi har en national katastrofe, og vi bør handle på den derefter.
Da vi blev ramt af en flodbølge, kunne vi se, at indsatser der er koordinerede, som ikke skeler til hvor hjælpen kommer fra, og opfølgning er ufatteligt vigtigt.
Det samme gør sig gældende her.
Kom nu, Grønland.
Kom nu, politikere. Vi er nødt til at stå sammen om, at reagere på dette. Nu.
