Man siger at alle taler om vejret men ingen gør noget ved det. Sådan er det også i politik hvor en folkestemning pludseligt kan rejse sig uden at nogen har gjort sig klart hvad det helt præcist er man vil og præcist hvordan. Så bliver der sagt mange ugennemtænkte ting. Jeg er heller ikke helt uskyldig i at sige noget sludder. I en tidligere pressemeddelelse fik der sneget sig en fejl ind i korekturlæsningen som gav indtryk af at jeg mener at kvoter skal kunne tilbagekaldes med et varsel mellem 5 og 20 år. Jeg mente mellem 20 og 30 år og der er immervæk en forskel.

De to interessante spørgsmål er: Til hvem skal kvoterne gives. Og hvordan skal det foregå. Det første spørgsmål har partierne S, IA, PN, og D besvaret ganske tydeligt, de skal gives til dem der en gang har solgt dem. Det andet spørgsmål hvordan tilbagkaldelsen og genfordelingen skal foregå sådan helt lavpraktisk, er der ikke nogen klare bud på, i hvert tilfælde ikke fra politisk side.

Vi har så vidt jeg ved aldrig prøvet at tilbagekalde kvoter. Når et fiskeri bliver kvoteret så bliver kvoterne givet ud til dem der har fisket før. Det giver god mening fordi de gennem mange års fiskeri har vundet hævd på retten til at fiske. Det er ikke så meget anderledes end de familier der har teltet ved den samme elv i generationer og dermed har opnået en slags uformelt ejerskab. Men hvis man tilbagekalder en kvote for at give den ud på ny er der jo ingen der har vundet hævd på den, bortset fra dem som har fisket før, men de har jo solgt den selvsamme kvote og har dermed solgt den ret de havde til fiskeriet.

Et mere lavpraktisk problem er i hvilken takt man tilbagekalder kvote-andelene. Skal man bare sige “Kære fisker, din kvote udløber i 2030?”
Hvis man lige tænker den tanke igennem så har vi nogle, i Grønlandsk sammenhæng, meget store firmaer. Det er jo ikke bare nogle trawlere som man kan sælge når kvoten udløber. Det er fabrikker, distribution systemer, salgs-kanaler, og (vigtigere end man lige går og tror) goodwill blandt kunder. Mange af handelsforbindelserne strækker sig langt tilbage i tid. Kunderne stoler på fiskeriselskaberne. Hvor lang tid tager det at genopbygge alt det, og hvad koster det samfundet i tabt indtjening?

Den eneste realistiske model jeg kan få øje på er en rullende tilbagetrækning over mindst 10 år hvor kvoteandelene bliver sat til salg på auktion. Men opfylder den så det krav til demokratisering som de fleste partier kræver? Hvis man sælger kvoterne kontant så er mit bedste gæt at der ikke er nogen nystartede fiskere der kan få en bank til at financiere købet. Hvis man i stedet for et kontantsalg skal byde på den afgift man er villig til at betale pr kg rejer, så vinder de store selskaber også, fordi de kan fiske langt mere rationelt end et nystartet firma. Så hvad er det man vinder? I bedste fald kan man håbe på en højere rejeafgift fordi man bruger et auktions system, men jeg er lidt skeptisk.

Vi er for så vidt enige om at evigt ejerskab af en fælles ressource ikke er ønskeligt, men hvis man vil lave reformer med så vidtrækkende konsekvenser så skylder man befolkningen og fiskerne, og alle dem der ønsker at investere i Grønland, at fortælle dem hvad det præcist er man vil og hvilke konsekvenser det har. I det her tilfælde vil jeg hellere bevare de tidsubegrænsede kvoter end skifte til et ugennemtænkt system af ideologiske årsager.

Flere partier taler om en demokratisering af fiskeriet. Det er et flot ord, et såkaldt plus-ord, jeg ved bare ikke hvad det betyder og hvordan den demokratisering skal opnås. Vil en af dem der bruger det ord i flæng være så venlig at starte med i det mindste at fortælle mig hvad det betyder?

Michael Rosing